Den første ting du skal gøre for at verificere dette er at forstå egenskaberne af jernholdige og ikke-jernholdige metaller. Den enkleste måde at forklare dette på er, at metaller, der indeholder visse jernkomponenter, er jernholdige, mens metaller, der ikke indeholder jernkomponenter, er ikke-jernholdige. Jernholdige metaller er magnetiske og er mest tilbøjelige til at ruste. Stål er et af de almindelige jernholdige metaller og er lavet af en blanding af jernmalm og kulstof. Rustfri stållegeringer fremstilles ved at tilføje krom for at undgå rust.
Ikke-jernholdige metaller tiltrækker ikke magneter, men de ruster ikke. Det er let at verificere, at aluminium er et ikke-jernholdigt metal med alle disse egenskaber, fordi det er ikke-magnetisk og meget modstandsdygtigt over for korrosion. En anden indikator for, om aluminium er et jernholdigt eller ikke-jernholdigt metal, er måling af dets massefylde. Legeringer, der indeholder jern, er tættere end legeringer, der ikke indeholder jern.
Bortset fra aluminium er de vigtigste ikke-jernholdige metaller:
Bly: Selvom det er et ikke-jernholdigt metal, er det kendt for sin tyngde. Bly reagerer ikke direkte med de fleste stoffer, hvilket gør det meget modstandsdygtigt over for korrosion.
Kobber: Det mest udbredte metal i elektriske og termiske applikationer på grund af dets ekstremt høje elektriske ledningsevne. Kobber og kobberlegeringer er meget fleksible og har god korrosionsbestandighed.
