Fordi hjemmemarkedet dumt har kaldt aluminiumsfolieemballageprodukter for tinfoliepapir eller stanniolbeholdere, må jeg endnu en gang rette denne misforståelse og rette navnet på den sikreste og mest miljøvenlige alufolieemballage!
Først og fremmest er tin det fjerde ædelmetal efter platin, guld og sølv. Rent tin er skinnende, ikke-giftigt, ikke let oxideret og misfarvet og har gode steriliserings-, rensnings- og konserveringseffekter. De kemiske egenskaber af tin er meget stabile og oxideres ikke let af ilt ved stuetemperatur, så det bevarer ofte sølvets skinnende glans. Bemærk: Rent tin er ikke-giftigt. Folk plader det ofte på indervæggen af kobbergryder for at forhindre varmt kobbervand i at danne giftig patina. Tandpastaskaller er også almindeligvis lavet af tin (tandpastaskallen er lavet af to lag tin med et lag bly i midten. I de senere år har mit land gradvist brugt aluminium i stedet for tin til at lave tandpastaskaller).
For det andet er stanniolpapir et unikt håndværksprodukt fra Shaoxing i de tidlige år. I oldtiden var dens hovedanvendelse at tjene penge til at tilbede spøgelser og guder. Det har nu en række andre anvendelser, såsom forsegling. Formen på gammelt stanniolpapir er rektangulært eller firkantet, tyndt papirark-lignende og kan foldes og deformeres. Farven på stanniol er sølvhvid, og asken er gylden efter brænding. Dens hovedkomponenter er tin og aluminium, som er legeringer af tin og aluminium. Ikke egnet til fødevareemballage!
Aluminiumsfolie fremstilles ved at rulle aluminiummetal. Tykkelsen, der bruges i fødevareemballage, er 0.006-0,3 mm. For eksempel er de engangsmadkasser, der bruges på fly, lavet af aluminiumsfolie og kan placeres i en mikrobølgeovn eller ovn for at opvarme måltider. Generelt er tinfolieemballage også aluminiumsfolie.
Aluminiumsfolie har mange overlegne egenskaber i fødevareemballage. Folk, der spiser meloner, kan læse vores andre artikler for at dele.
Jeg håber, at alle vil kalde det aluminiumsfolie eller aluminiumsfolieemballage i fremtiden!
Nøjagtig kommunikation er den mest grundlæggende forpligtelse for videnskabelig kommunikation!
